Debat

Valgtekniske samarbejder

Den socialdemokratiske kandidat, Kristen Olesen(K.O.) citerer mig i sit læserbrev. Derfor en reaktion fra undertegnede.

Indsendt af René Tuekær, Solvænget 16, 4640 Faxe. Borgmesterkandidat for Borgerlisten (L).

Han nævner, at det ene valgforbund bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Alternativet, hvoraf sidst nævnte parti ikke opstiller er et ”Bredt samarbejde hen over midten”. Det forstår jeg simpelthen ikke. Det er vel alle socialistiske partier, og derfor kan jeg ikke helt se, hvor midten befinder sig samt ligefrem hen over midten!

Et andet udgangspunkt i dette samarbejde er, at de implicerede partier alle peger på den samme borgmester. Herefter nævner K.O. det andet store valgtekniske samarbejde, som selvfølgelig i hans optik ikke er lige så naturligt, som det A har besluttet sig for. Borgerlisten har indgået valgteknisk samarbejde med Venstre, Liberal Alliance samt Dansk Folkeparti. I dette valgtekniske samarbejde er der ingen aftale om, hvem der skal peges på som borgmester. Det er en af begrundelserne for, at Borgerlisten befinder sig i dette valgtekniske samarbejde, da Borgerlisten har sin egen borgmester kandidat.

Det tredje valgtekniske samarbejde nævnes ikke, men det består af Konservative og Radikale. Det valgtekniske samarbejde ønskede Borgerlisten at blive en del af, men det blev afslået af begge, da Borgerlisten var en for stor politisk gruppe – fair nok.

Hermed kunne Borgerlisten have valgt, som eneste opstillede politiske gruppe ikke, at indgå i et valgteknisk samarbejde, men det gjorde vi ikke. Det kan altså konkluderes, at samtlige politiske grupper er i valgtekniske samarbejder. Ved sidste valg fik Enhedslisten eksempelvis sit andet mandat fra socialdemokratiske stemmer. Borgerlisten fik sit fjerde mandat ved hjælp af overskydende stemmer fra Liberal Alliance.

Disse mekanismer opstår, og det vil også ske ved det kommende valg. Alternativt skulle ingen politiske grupper indgå nogen valgtekniske samarbejder. Det hele går ud på for samtlige grupper, at undgå stemmespild.

En kommentar jeg undres lidt over i samme læserbrev er, at en socialdemokratisk kandidat indikerer negativitet overfor Dansk Folkeparti. Socialdemokratiets formand har hun ikke utvetydigt gennem en meget lang periode friet netop til DF. Det frieri går nok på, at få nogen til at stemme på sig efter et folketingsvalg, som potentiel statsminister.

Kommentarer