Debat

Spildevand: Spørgsmål til Ivan Lilleng

Jeg læser i dag i Dagbladet med stor undren en udtalelse fra Teknik- og Miljøcenterchef Thorkild Lauridsen, Faxe Kommune, citat, ekstrakt: … problemet er, at de mindre forureninger ikke kan måles. Du vil ikke kunne måle en forurening fra det enkelte hus.

Indsendt af Fl. Duus Mathiesen, Møllevej 54, Kongsted

Ivan Lilleng vil du venligst som ansvarlig udvalgsformand og dermed tillige politisk ansvarlig i forhold til  borgernes retssikkerhed oplyse om du er enig i denne udtalelse fra centerchefen.

Du er som selv flere gange oplyst akademiker og driver ingeniør virksomhed relateret til dette tema.

1. Jeg går ud fra, at du kan bekræfte som ingeniør, at det er forkert når centerchefen oplyser, at det ikke er teknisk muligt at måle en forurening (hvis den måtte være der!) fra det enkelte hus!

2. Anden del vedrører dit politiske ansvar i forhold til borgernes retssikkerhed. Hvorledes vil du nu forklare din politiske kurs om udstedelse af konkrete påbud til de enkelte huse, når din centerchef oplyser citat: vi kan ikke måle en forurening fra det enkelte hus, citat slut.

Ivan Lilleng, jeg går ud fra, at du respekterer gældende lovgivning, der klart siger at kommunen har ansvaret som myndighed for det retlige og faglige grundlag før der udstedes påbud overfor private borgere.

Når nu din centerchef i dag udtaler til avisen, at det ikke er muligt at måle en forurening fra det enkelte hus – så er mit simple spørgsmål: På hvilket grundlag kan du så politisk som konservativ godkende, at der udstedes et påbud?

Hvad er så det retlige grundlag og hvor er retssikkerheden for den enkelte borger Ivan Lilleng?

Kommentarer