Foreningsnyt

Østsjællands Museum har ansat en direktør

I næsten halvandet år, siden Tove Damholt forlod stillingen i foråret 2016, har der ikke været en fastansat direktør for Østsjællands Museum.

Men nu er 60-årige Orla Madsen, der bor i Starup ved Haderslev Fjord, blevet ansat som ny museumsdirektør for Østsjællands Museum.

Orla Madsen har 22 års erfaring som museumsleder. Han var ledende museumsinspektør for Haderslev Museum gennem 12 år. Siden 2006 har han været direktør for Museum Sønderjylland, som han selv har været med til at etablere.

Læs også: Direktør for Østsjællands Museum søges

Orla Madsen er blevet ansat med den bundne opgave at føre anbefalingerne fra Slots- og Kulturstyrelsen ud i livet. Museet fik kort før sommerferien en såkaldt kvalitetsrapport fra styrelsen (pdf)

Her kan man læse at Østsjællands Museums opgavevaretagelse samlet set er ’tilfredsstillende’, hvilket er en tilbagegang fra sidste kvalitetsvurdering fra 2013, der var ’meget tilfredsstillende’.

Det skyldes blandt andet at bevaringsforholdene i Stevns Museum i Højerup fortsat er uegnede til opbevaring af museumsgenstande på grund af problemer med indeklimaet.

Læs også: Museet ved Højerup er pludselig lukket

Styrelsen kritiserer samtidigt museet for formidlingen af den nyere tids kulturhistorie samt manglende indsamling. Styrelsen kritiserer desuden, at der i halvandet år ikke har været en fastansat direktør.

På den anden side får museet ros for sin formidling af verdensarven Stevns Klint og Den Kolde Krig.

Kommentarer