Land og by

Mobilt autoværn skal hjælpe trafikken på Køge Bugt Motorvejen

Se billedserie Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet tager en helt ny metode i brug for at hjælpe de mange tusinde daglige pendlere nemmere gennem vejarbejdet på Køge Bugt Motorvejen, når der i den kommende tid skal lægges ny asfalt på strækningen.

​For første gang nogensinde arbejder Vejdirektoratet med et mobilt autoværn, der skaber flest vognbaner i den retning, hvor trafikmængden er størst. Den nye teknik bliver afprøvet på Køge Bugt Motorvejen hvor de mobile autoværn skal hjælpe de mange tusinde daglige pendlere nemmere gennem et forestående vejarbejde.
I morgenmyldretiden kan Vejdirektoratet for eksempel åbne flest kørebaner ind mod København, mens de mobile autoværn kan flyttes, så der er flest kørebaner ud af byen om eftermiddagen, når hovedparten af trafikken går i den sydgående retning.

Derved skal mobile autoværn hjælpe til, at trafikanterne sidder kortere tid i kø og kommer hurtigere og nemmere frem.

Vejdirektoratet skød forsøget i gang mandag, hvor midterrabatten for første gang blev flyttet for at tilpasse vejen til myldretiden.

– Vejdirektoratets forsøg med mobile autoværn er et godt eksempel på, hvordan vi i Danmark hele tiden skal blive bedre til at bruge teknologien til at udvikle nye løsninger på de udfordringer, vi møder i form af trængsel. Jeg er meget optaget af at inddrage ny teknologi i fremtidens infrastruktur, og jeg vil derfor følge forsøget med stor interesse, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen.

Køge Bugt Motorvejen er Danmarks mest befærdede strækning med mere end 120.000 køretøjer hver eneste dag i gennemsnit. I Vejdirektoratet er man meget spændt på at se, om den nye teknik kan være med til at gøre livet lettere for trafikanterne under vejarbejdet.

– Det er første gang metoden med mobile autoværn skal afprøves i Danmark, faktisk i hele Norden. Vi har store forhåbninger om, at det bliver en succes. Fordelen er helt klart, at vi kan bibeholde fire spor ind mod København om morgen og fire spor ud af byen om eftermiddagen. Dermed vil Køge Bugt Motorvejen stadig kunne håndtere de store trafikmængder, der er på strækningen, selvom vi er i gang med at asfaltere strækningen mellem Solrød S og Køge. Samfundsøkonomisk er det rigtig dyrt at have mange bilister til at holde i kø på vores motorveje, så derfor tager vi nye midler i brug, siger Robin Højen Madsen, projektleder i Vejdirektoratet.

En anden fordel ved denne løsning er, at trafikken i henholdsvis nord- og sydgående retning er fuldstændig adskilt af det mobile værn i hele perioden, så trafiksikkerheden højnes også i vejarbejdsperioden.

– Vi skal gøre os nogle erfaringer nu, men jeg kan sagtens se metoden anvendt på andre projekter, hvor der er behov for at optimere trafikafviklingen, så et vejarbejde kan afvikles med så få gener som muligt for bilisterne, slutter Robin Højen Madsen.

Fakta om Køge Bugt Motorvejen  

Det kommende vejarbejde er sidste fase i udbygningen af Køge Bugt Motorvejen fra seks til otte spor. Det handler om at reparere kørebanerne og lægge det sidste lag asfalt, så trafikanterne får en jævn og behagelig køreoplevelse.  

Arbejdet udføres fra midten af maj og frem til slutningen af august.

Fakta om mobile autoværn

Mobile autoværn er et system, der bruges til at opstille og flytte autoværn på veje, hvor man har behov for løbende at regulere antallet af spor, eller hvor der udføres vejarbejde. I praksis består systemet af sammenhægtede betonblokke, som flyttes af et specialdesignet køretøj.

De enkelte betonblokke vejer cirka 646 kilogram og er 1 meter lange og 81,5 cm. høje.

Køretøjet, der flytter værnet (Barrier Transfer Machine), er specialbygget og måler 15 meter i længden og 4,4 meter i bredden. Under køretøjet sidder der et transportbånd, som flytter værnet under kørsel.

Kommentarer