Haslev

Kræftens Bekæmpelse: Utilgiveligt ledelsessvigt

Kræftens Bekæmpelse: Utilgiveligt ledelsessvigt i brystkræftundersøgelser.

 

Læs også: http://faxe.netavis.nu/7-kvinder-fik-konstateret-kraeft/

735 kvinder har fået en mangelfuld brystundersøgelse på Ringsted Sygehus. Syv af kvinderne har efterfølgende fået konstateret kræft. – Et kæmpe svigt, siger adm. direktør i Kræftens Bekæmpelse Jesper Fisker.

Syv kvinder har fået konstateret kræft efter mangelfuld undersøgelse på Ringsted Sygehus. Det er kommet frem i dag, hvor sygehuset har informeret offentligheden om, at i alt 735 kvinder fra Region Sjælland over en periode på halvandet år ikke fik de brystundersøgelser, de havde krav på.

I Kræftens Bekæmpelse ser adm. direktør Jesper Fisker med stor alvor på sagen.

– Der er tale om et utilgiveligt ledelsessvigt over for de mange berørte kvinder. Man har ikke fulgt de standarder, som ellers gælder på alle hospitaler. Det har betydet, at kræftsygdom ikke er blevet opdaget i tide, siger Jesper Fisker.

Skaber utryhed og uro

Det er hans forventning, at Region Sjælland tager hånd om sagen og giver de berørte kvinder individuel og grundig information.

– Der er begået en meget alvorlig fejl, og det skaber stor utryghed og uro. Vi er allerede blevet kontaktet af kvinder, som føler, at det er tillidsbrud i forhold til sygehuset. Ulykkeligvis er det også årsag til, at flere kræfttilfælde er blevet opdaget senere i forløbet, end det var hensigtsmæssigt. Så regionen har ganske enkelt pligt til at sikre, at samtlige kvinder får en ordentlig orientering – og en ordentlig behandling – hver især.

Forkert beslutning

Ifølge Region Sjælland bliver over 60.000 kvinder hvert år undersøgt på Radiologisk Afdeling på Ringsted Sygehus. Men efter en gennemgang af 2.600 forløb fra perioden 1. januar 2016 til 24. maj 2017 fandt sygehuset ud af, at 735 kvinder skulle genindkaldes til en ny undersøgelse.

Det skulle de, fordi der på Ringsted Sygehus var blevet truffet en beslutning om kun at lave en lille undersøgelse af de 735 kvinders bryster – en mammografi – i stedet for at lave den store undersøgelse, der supplerer røntgenbillederne med ultralydsscanning og personlig undersøgelse af brystknuder.

Det er vigtigt at bemærke, at den udvidede undersøgelse er en vedtagen standard ved undersøgelser for brystkræft. Og det er denne standard, man på sygehuset ikke har fulgt.

Stik mod gældende praksis

Indtil videre har 343 kvinder af de 735 fået en ny undersøgelse for brystkræft. Det er blandt disse, at syv har fået konstateret kræft. 400 andre kvinder venter stadig på en ny undersøgelse.

– Jeg undrer mig over, hvordan man over så lang en periode har haft en adfærd, der strider imod den gældende praksis. Det giver forhåbentlig anledning til selvransagelse i Region Sjælland, som vi vil følge nøje i den næste lange tid, siger Jesper Fisker.

Ifølge Region Sjælland har en del kvinder ikke fulgt regionens opfordring til at komme til en ny undersøgelse. Jesper Fisker råder de pågældende kvinder til at tage imod tilbuddet snarest muligt.

Kommentarer