Land og by

Husene i Faxe Kommune steget mere end 30 procent

Priserne på villa og rækkehuse er steget med mere end 20 procent på Sjælland de sidste tre år.

Det er blevet en hel del dyrere at blive husejer på Sjælland de sidste tre år. Nye tal fra Boligsidens Markedsindeks fra juli måned viser, at priserne på villa og rækkehuse er steget med henholdsvis 21 og 23 procent i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

I Faxe, Stevns, Vordingborg, Ishøj, Halsnæs og Sorø kommuner har stigningerne i perioden sågar været på mere end 30 procent.

– Der har været en sjællandsk prisfest på villa og rækkehuse de seneste år, og de her tal viser, at det ikke kun er centreret i og omkring København. Prisstigningerne i nord-, vest- og sydsjælland har også været så store, at priserne i Region Sjælland nu nærmer sig Region Midtjyllands, hvor Aarhus hidtil har trukket gennemsnittet så langt op, at det har været umuligt at nå, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Sommerstabilitet på markedet

Mens huspriserne med det lange sigte er steget markant, har udviklingen i huspriserne den seneste måned været stabile. Priserne i juli ligner dem fra juni, og det er helt typisk.

– Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for hele landet er 13.421 kroner, og det er en stigning på 1 promille i forhold til sidste måned. Det er naturligt for sæsonen, at der er mere stille om sommeren end i foråret. Derfor er det nødvendigt at bruge en lidt større tidsmæssig målestok for at se større prisudsving, siger Birgit Daetz.

Ser vi på priserne i dag og for et år siden, er nogle af de sjællandske kommuner også godt med på listen over de største stigninger. Listen toppes af Ikast-Brande Kommune, hvor priserne et steget 19 procent det seneste år, mens Faxe, Vordingborg og Halsnæs også er i top fem.

– Det er interessante tal, og det peger i retning af, at priserne på Sjælland måske nok rykker, men det gør de altså også i Midtjylland, hvor Ikast-Brande, Holstebro og Skanderborg har prisstigninger over 10 procent.

Prisstigninger kan fortsætte

På grund af de stigende priser i en række af de midtjyske kommuner tror Birgit Daetz ikke, priserne i Region Sjælland kommer til at overstige Region Midtjyllands foreløbig.

– Der er ikke noget lige nu, der tyder på, at priserne vil holde op med at stige. Der vil komme en sæsonbetinget nedgang i aktiviteten i efteråret og vinteren. Det kan påvirke priserne, men på den lidt længere bane vil priserne nok fortsætte med at stige. Og der har vi nok allerede set de største udsving på Sjælland, mens mange kommuner i Jylland og på Fyn for alvor begynder at rykke nu, afslutter Birgit Daetz.

Husk i øvrigt vores service, med direkte link til Boliger til salg i Faxe Kommune

Kommentarer