Haslev

Fælles med borgerne om bedre sundhed

17 kommuner og Region Sjælland tager nu et fælles afsæt mod et mere inddragende og fleksibelt samarbejde om sundhed for og med sine borgere. Det gør de i en ny sundhedsaftale for 2019-2023.

17 sjællandske kommuner og Region Sjælland tager i dag en ny Sundhedsaftale i brug. Aftalen handler om, hvordan de borgere, hvis forløb går på tværs af sygehuse, psykiatri, almen praksis og kommunale institutioner, skal mødes af sundhedsvæsenet. Samtidig rummer den en række konkrete værktøjer, som skaber gennemsigtighed i ansvar, opgaver og rettigheder for ledere, medarbejdere, borgere og pårørende.

Vi vil videreudvikle et fleksibelt sundhedsvæsen, hvor de, som har mulighed, kan deltage mere på deres egne præmisser, og de patienter, der har allermest brug for vores hjælp, får den, siger Anne Møller Ronex, regionsrådsmedlem og formand for Sundhedskoordinationsudvalget.

Det fælles håndslag skal være en del af svaret på de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor. I fremtiden bliver der fortsat flere ældre borgere og flere borgere, der lever længe med sygdom, og der er derfor brug for nye måder at gøre tingene på.

De fælles løsninger skal bygge på, at vi løfter sammen, så vi skaber gode forløb for borgerne. Mange borgere har behov for tæt daglig pleje og omsorg. Den opgave løser vi i kommunerne bedst, når vi ved, at sygehusene og de praktiserende læger samarbejder med os og medvirker til at skabe sammenhæng mellem borgernes daglige rammer og den komplekse lægefaglige behandling, siger Pernille Beckmann, borgmester i Greve Kommune og næstformand i Sundhedskoordinationsudvalget.

Eksperter i eget liv

Samarbejdet omkring Sundhedsaftalen skal gøre det muligt at høste fordelene ved flere fælles digitale løsninger, bedre kommunikation mellem sygehus, kommune og almen praksis og mere ensartethed i måden at udføre opgaverne på. De data og den viden, der skabes i mødet mellem borgere og behandlere skal udnyttes bedre.

Borgerne og deres pårørende er eksperter i deres egen livssituation. Vi skal skabe rammerne for et godt samspil med dem. For borgerne kan det i højere grad være løsninger i eller tættere på hjemmet. Vi har fokus på digitale løsninger, som kan gøre det muligt at realisere det, men også på hvordan vi samarbejder og taler sammen på tværs af sygehus, psykiatri, hjemmesygepleje og egen læge, så vi sammen kan understøtte borgernes behov, siger Anne Møller Ronex.

Fakta

Kommunernes og regionens fælles målsætninger med Sundhedsaftalen er:

Fælles om borgerens livsudfordringer

Tryghed og mestring i eget hjem

Effektiv forebyggelse – sunde borgere

Mental sundhed og psykisk trivsel

Opfyldelsen af de mål bidrager samtidig til opfyldelsen af nationale mål:

Bedre sammenhængende patientforløb

Styrket indsats for mennesker med kronisk sygdom og ældre patienter

Flere sunde leveår

Læs mere om Sundhedsaftalen 2019-2023 her:

Kommentarer