Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

  • Denne begivenhed er allerede afholdt.

Økologisk høstmarked på Brinkholm

Afholdes 31. august kl. 11:00 - 16:00

Økologisk høstmarked på Brinkholm for hele familien lørdag den 31. august kl. 11-16.

Brinkholm, skønt beliggende mod Tryggevælde Å ved Karise, er et af de ældste økologiske landbrug i Faxe-Stevns området. Gæster kan lørdag den 31. august opleve bæredygtig produktion af grøntsager på Brinkholm og kornets vej til mel og øl.

Lokale produkter
Brinkholm drives af andelsselskabet LandbrugsLauget, som producerer økologisk mel af gårdens korn samt grøntsager med en udtrykkelig lokal profil. Grøntsagerne i Stevns Kassen, Karise Kassen og Tryggevælde Kasse er alle dyrket på Brinkholm eller af andre økologer i omegnen.

– Vi fejrer høsten på gammeldags facon med masser af mad og drikke, musik og sang, leg og aktiviteter for børn i alle aldre. Det bliver sjovt! Og så forener vi festen med fortællingen om vores produktion, salg og distribution i fællesskab af økologiske, lokale fødevarer direkte til forbrugerne, siger andelshaver og formand Bodil Holm.

Til høstmarkedet fører Brinkholms gartner Nikolaj Thomsen interesserede rundt i rækkerne med økologiske urter og grøntsager og forklarer, hvordan det er muligt for ham at bevare jordens frugtbarhed ved bæredygtig dyrkning.

Årets festligste dag på gården
Fra kl. 11 til 16 kan man få en god snak med nogle af gårdens mange andelshavere og hinanden om økologi og lokale fødevarer. Der er friskt mel, bryggerlauget fyrer op under kedlen, Brinkholms biavler fortæller om bier og honning. Alt sammen kan købes på stedet foruden naturligvis grøntsagerne i både løs vægt og i abonnement.

Høstmarked i børnehøjde
Børnene kan tumle sig frit i haven ned mod Tryggevælde Å, de kan prøvekøre Hans Jørgens håndbyggede specialcykler, klatre på den gamle Belarus traktor på gårdspladsen, male mel på hånddrevet kværn og presse saft af gårdens æbler. De kan også klappe en ged af gammel dansk landrace og trække far og mor med ud på en skattejagt ad Brinkholms trampesti langs Tryggevælde Å. Cajun-musikere spiller op til en svingom på gårdspladsen og høstens sange vil klinge ved forældrekoret fra Skt Annæ Sangskole.

Nabo til nabo

Karisefonden har fået deres egen lille mark på Brinkholm, som dyrkes af og unge herfra. Kulturhus Leopold i Karise står igen i år for cafeens servering af mad af gårdens produkter. Der er mulighed for en Brinkholm fadøl til maden samt kaffe og kage. Foruden Leopold gæsteoptæder Urtopia med urter, te og planter. Nina fra Klokkeblomst binder blomsterbuketter af årstidens planter. Marskfår fra Pedersminde bevaringsopdræt græsser på Brinkholm.

Økologisk Høstmarked
Økologisk Høstmarked er et vindue til Danmarks økologiske spisekammer og hele den økologiske branches fælles event, som arrangeres af Økologisk Landsforening sammen med de økologiske jordbrugere. Se www.høstmarked.dk. Aktiviteterne varierer fra gård til gård.

For yderligere oplysninger:

Bodil Holm, Formand, LandbrugsLauget, 23 34 82 99; info@landbrugslauget.dk
Nikolaj Thomsen, gartner, 27 11 52 56
Facebook.

Hjemmeside: Se programmet på landbrugslauget.dk

Instagram: Brinkholmkarise

Tid

Dato:
31. august
Tidspunkt:
11:00 - 16:00

Sted

Brinkholm
Kulagervej 23
Karise, Karise 4653
+ Google Map

Alle arrangementer