Indlæser Begivenheder

Alle arrangementer

Koldkrigskoncert med Figura Ensemble

Afholdes 17. september kl. 19:00 - 18. september kl. 21:00

Koldkrigskoncert med Figura Ensemble i Stevnsfort · spionen fra DDR.

Festivalen Golden Days sætter i år fokus på 30-året for Berlinmurens fald og d. 17.-18. september kl. 19, kan man opleve FIGURA Ensembles Koldkrigskoncert med musik af Nicolai Worsaae i de spektakulære og autentiske rammer i et af Danmarks tidligere forsvarsværker.

Under den kolde krig spionerede Jörg Meyer for DDR mod Danmark og USA, men han blev opdaget!

Nicolai Worsaae, var FIGURA Ensembles huskomponist, da han skrev musik til tekster af en isolationsfængslet spion. Digtene blev skrevet af den østtyske statsborger Jörg Meyer, der i november 1978 blev anholdt af dansk politi tiltalt for at være spion for DDR.

Meyer var en såkaldt “Romeo-spion”, hvis opgave var at charmere danske kvinder og lokke dem til at spionere mod Danmark. Det lykkedes, kvinden ‘Karen’, fik i to omgange et studentermedhjælperjob i Udenrigsministeriets Energikontor, hvorfra hun i sin sko smuglede fortrolige mikrofilmede papirer ud. Dokumenterne fik Meyer derefter sendt til DDR angiveligt med hjælp af en østtysk sovevognskonduktør på ‘Neptun-expressen’ – det gamle lyntog imellem København og Berlin.
Meyers Isolationsdigte tager udgangspunkt i det menneskelige aspekt af isolationen I fængslet og er skrevet under hans 11 måneders totalisolation i Danmark. Den udkom i 1979 på Informations Forlag.

Digtsamlingen fik Nicolai Worsaae for år tilbage af sin far Jørgen Worsaae, som i 1970′erne var fængselspræst i Vestre Fængsel – det samme fængsel, hvor den østtyske spion sad fængslet.
Lidt som en blind person famler Meyer i Isolationsdigte efter lydene rundt omkring sig, fra personer, biler og fugle, og oversætter dem til imaginære, levende billeder. Det er allerede dér en slags konkretlydskomposition, som drømmer sig ud af fængselscellens murer og tremmer.

Nicolais værker handler om det lille univers, som ens celle udgør, når man opholder sig i den 23 timer i døgnet. Den måde alle lyde bliver til en lang repetition, og lampen og radiatoren bliver ens venner. Det er ensomheden, men ligeså meget de psykiske tilstande, man oplever efter lang tids isolation: skizofreni og angst. Det er det, musikken forsøger at ramme. Med sin lydlige fortolkning trænger Nicolai Worsaae ind i nogle af de bivirkninger, som er forbundet med at være isoleret fra omverden.

Ved FIGURAs koncerter vil man fornemme tilstandene fra Jörg Meyers tekster og Nicolais musik, når koncerten bliver opført i de underjordiske gange, hvor der kun er plads til 30 deltagere ved hver koncert. Det bliver et både fysisk og intenst billede af Meyers isolation og også af et af tidens danske forsvarsværker.

I autentiske rammer
Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en central brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Halvøen Stevns ville ligge i allerforreste frontlinje, hvis der udbrød krig mellem øst og vest. Derfor byggede man Stevnsfort, og i 40 år var man her døgnet rundt klar til krig.
I dag kan du på en guidet tur opleve det underjordiske fort, som det så ud dengang, da krigen var tættest på. Ethvert besøg på fortet er en ny og særlig oplevelse. I selskab med en af museets 20 engagerede og forskellige guider får du nærværende og levende fortællinger om den allestedsnærværende krig i unikke og autentiske rammer.

Rundvisning i Stevnsfort
Med billet til koncerten kl. 19, er mulighed for at komme på en guidet tur i Stevnsfortet kl. 17.30, inden koncerten.
Prisen for rundvisningen er sat ned til 100kr. for koncertgæsterne (normalpris 120kr.).
Rundvisningen tilkøbes separat og bestilles hos Koldkrigsmuseum Stevnsfort på mail: stevnsfort@oesm.dk.
Koldkrigskoncerterne er et samarbejde mellem FIGURA Ensemble, Koldkrigsmuseum Stevnsfort, Østsjællands Museum og Golden Days og er støttet af Statens Kunstfond, Musikforlæggerne, KODA Kultur og Dansk Komponistforenings Produktionspulje.
Faktaboks

Program
· Nicolai Worsaae: Wesenheit ab Wesenheit (2011)
Tekst: Isolationsdigte af Jörg Meyer: Isolation I, Isolation II, Kys, Mørket, I sengen, Vestre, Længsel

· Nicolai Worsaae: WaWV (2014)
Tekst: Isolationsdigte af Jörg Meyer: Kom, Regn bag ved tremmer, Mandschauvinisme, Samtaler, Isolationssygdom, Griet’s træ

Medvirkende
Signe Asmussen, sang/trompet/slagtøj · Anna Klett, klarinet · Jesper Egelund, kontrabas/Erhu · Frans Hansen, slagtøj/sav · John Fomsgaard, lyddesign

Tid
17/9 kl. 19.00 og
18/9 kl. 19.00

Sted
Koldkrigsmuseum Stevnsfort
Korsnæbsvej 60
4673 Rødvig

Billetter og pris, se Billetto.dk
Antallet er stærkt begrænset

Tid

Start:
17. september kl. 19:00
Slut:
18. september kl. 21:00

Alle arrangementer