Rønnede

Det økologiske landbrug Bækvang er til salg

Rønnede: Nu er ikke kun kød, grøntsager og andre økologiske produkter til salg, men hele det økologisk landbrug Bækvang ved Rønnede.

Da Marianne Albertsen og Steen Kjærsgaard overtog Bækvang i 1987 var de pionerer indenfor økologi og de lagde straks driften om til at blive fuldstændig økologisk, godt hjulpet af, at den tidligere ejer næsten ikke brugte sprøjtemidler.

– Nu har vi drevet økologisk landbrug her på Bækvang i mange år. Derfor synes vi det er på tide at andre tager over og fortsætter næsten 30 års økologisk drift, fortæller Marianne og Steen fra Bækvang.

Gården opdrætter selv økologisk kødkvæg af blandet race med tyrekalve og slagtesvin på gårdens areal, der nu er tre gange så stort som i 1987. På de 35 hektar dyrkes også brødkorn, grovfoder og frilandsgrønsager.

En meget alsidig gårdbutik på 180 m2 med økologiske varer blev etableret i 2001 og Bækvang har også salg via internettet. I butikken sælges en stor del af gårdens produktion plus indkøbte varer, så der er et meget bredt udvalg af øko-varer. Steen kører en dag om ugen til private kunder i Køge, Roskilde, København og omegn. I lige uger er der varetur til Næstved.

Gården opvarmes af jordvarme og Marianne og Steen har investeret i et biologisk minirenseanlæg.

Ejendommen ligger tæt på skole, by og turistområder. Forpagtning på 12 hektar kan eventuelt overtages.

Gården sælges inklusive maskiner, besætning og beholdninger.

Interesserede kan se salgsannoncen på Den Blå Avis eller kontakte Steen Kjærsgaard på e-mail steen@baekvang.net

Bækvang ligger på Tornemarksvej 9 i Jyderup, 4683 Rønnede.

Kommentarer