Land og by

Over 200.000 indsamlet til Kræftens Bekæmpelse

De cirka 200 indsamlere i Faxe Kommune, som dækkede mere end 90 procent af ruterne, fik i alt 180.039,5 kroner i bøtterne.

Mange af indsamlerne meldte efterfølgende, at der var en del husstande, der ikke havde kontanter, men i stedet betalte via MobilePay. Der var også mange, der ikke var hjemme – de fik derfor lagt brochure og girokort i postkassen.

Her er tallene fra Faxe Kommune:

  • Haslev: 81.489 kroner
  • Rønnede: 31.133 kroner
  • Dalby: 20.491,50 kroner
  • Karise: 20.281,50 kroner
  • Faxe: 14.854,50 kroner
  • Faxe Ladeplads: 11.790 kroner
  • MobilePay fra områderne samlet: 21.990 kroner
  • I alt i Faxe Kommune:  202.029,50 kroner

– En kæmpe TAK til indsamlerne, medarbejderne fra Sparekassen Sjælland, som talte pengene op, og til sponsorerne af blomster og morgenbord for indsamlerne, skriver Susanne Ulk fra Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Faxe.

Frivillige indsamlede i alt 34,1 millioner kroner

Det er et af de flotteste resultater nogensinde, og resultatet glæder Leif Vestergaard Pedersen, direktør for Kræftens Bekæmpelse:

– Vi er simpelthen så glade og taknemmelige for den store opbakning, som danskerne har givet. Det gør et rigtig stort indtryk at høre alle de mange gode og rørende historier, som vi får ind fra alle indsamlerne. Jeg hørte for eksempel om 91-årige Palle fra Østerbro i København. Han bad om en rute, hvor han kunne nøjes med stå, fordi han var dårligt gående. Så han stod nede foran en butik og fik mere end 3.000 kr. i bøtten. Han bad om at få den samme rute til næste år. Og i Hedensted tog en indsamler fem ruter – engagementet er imponerende, siger Leif Vestergaard Pedersen.

De indsamlede penge er med til at gøre en stor forskel. Hver gang der samles 100 kroner ind, går de 58 til forskning, 21 til patientstøttearbejde og 15 til oplysning og forebyggelse. De sidste 6 kroner går til administration.

– Jeg vil gerne sige en kæmpe tak både til alle dem, der har samlet ind og dem, som har givet et bidrag. Uden den enorme støtte fra befolkningen ville vi ikke kunne bane vejen for, at færre får kræft, og at flere overlever og får et godt liv efter sygdommen, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Indtil videre er beløbene fra indsamlingsbøtterne, sms, MobilePay, onlineindsamlingerne og de donerede beløb fra erhvervslivet talt op. Men oveni det kommer de beløb, som folk har givet via girokort og sms.

Sidste år blev der på dagen optalt 36,5 millioner kroner, men det samlede resultat løb op i 37,4 millioner kroner, da alt var talt op.

Kommentarer